Bruun’s Galleri er Danmarks bedste shoppingcenter
Bruun’s Galleri har vundet titlen som Danmarks bedste shoppingcenter. Det århusianske shoppingcenter fik også prisen for Danmarks bedste service.
I et samarbejde mellem Detailforum, NCSC og ICP gennemførtes for 8. gang kåringen af Danmarks Bedste Shoppingcenter. I hvert center er der gennemført stopinterviews af centrets kernekunder, d.v.s. kunder der kommer i shoppingcentret mindst en gang om måneden. Herudover har en jury bestående af nøglepersoner fra branchen foretaget en bedømmelse af centrene på baggrund af spørgeskema udfyldt af de enkelte centre med data og visioner.
Kåringen af Danmarks Bedste Shoppingcenter sker på baggrund af resultaterne af kundeinterviewundersøgelsen samt juryens bedømmelser. Centrene er opdelt i to kategorier, Shoppingcentre over 25.000 m2 og Shoppingcentre under 25.000 m2. Og det var i kategorien Shoppingcentre over 25.000 m2 at Bruun’s Galleri vandt. Bruun’s Galleri skal nu repræsentere Danmark i konkurrencen om at blive Skandinaviens Bedste Shoppingcenter i 2015.
- Vinderen af titlen som Danmarks Bedste Shoppingcenter over 25.000 m2 kan karakteriseres som et topmoderne citycenter, som med et velsammensat butiksmix og en moderne indretning har skabt en shoppingdestination, som ikke alene tiltrækker byens egne borgere, men som også har et kraftigt greb om kunderne i et stort regionalt opland. Sådan lyder det fra dommerne.